Verdens dyreste hotel

Luksus ud over alle grænser. Rolls Royce 24-7, Hermès cremer og marmor!

Det er starten på sommeren. Jeg er netop steget ud af Emirates Boing 777-300. I øvrigt et af verdens lækreste flyselskaber – her forstår man at lade folk betale for service, men til gengæld får man også noget for pengene, i modsætning til business og first class hos visse selskaber. For at varme op til en tur på verdens dyreste hotel, havde jeg upgraded min business billet til first class – Vi taler 7 retters gourmet menu, Cristal champagne til at starte på, og plads nok til at fyre sin laptop op uden at vække halvdelen af maskinen.

Ud over at skulle spise hummere på en af verdens mest særprægede restauranter, var jeg kommet til Dubai for at bo et par nætter på Burj Al Arab – et af klodens mest berømte hoteller, måske mest på grund af priserne der virkelig forstår at samle universets finansmoguler et sted! Faktisk var det anden gang jeg havde fornøjelsen at bo på hotellet. Da jeg blev ringet op og spurgt om jeg kunne tage 3 dage på Al Arab, tog det mig præcis 33 sekunder at svare – jeg skulle bare nå at tænke sommergarderoben igennem inden!

Dubai er ellers bedst at besøge i vinterperioden. Maj er grænsen. Det bliver rigtig varmt når sommeren er i gang, men så kan man naturligvis nyde hotellets faciliteter og dejlige aircondition!

Rolls Ready

Uden for lufthavnen stod min Rolls klar – med courtesy of Burj Al Arab. Er der brug for kørelejlighed under opholdet, ville min egen Rolls holde klar til at køre mig hvorhen jeg måtte ønske. Chaufføren tog min Cartier taske, og jeg nød turen mod overflødens palads! I modsætning til mange andre arabiske lande er Dubai lækkert, dyrt og rent. De fleste indbyggere er vestlændinge, og kæledyrene opkaldes efter labels i klædeskabet, og har navne som Prada, Giorgio, Dolce og Bulgari. Jeg pudsede min submariner, og glædede mig over at finde nogen der talte samme sprog som mig!

Jeg havde nær glemt hvor flot en hall hotellet var udstyret med! Vulkanen, og dens vandvægge, kombineret med ild har jeg aldrig oplevet på noget hotel tidligere. Jeg blev mødt velkommen i verdens største Atrium lobby af veltrimmet personale. Sidst jeg besøgte hotellet husker jeg at chaufføren fortalte mig hvordan en del af oplæringen indebærer et besøg hos Dubais svar på Emma Gad, hvor også mænd lærte at dufte, smile og opføre sig helt rigtigt. Tøjet hotellets 1200 ansatte bærer er specialdesignet af den engelske designer Bruce Oldfield.

Al Mahara

Nu så jeg frem til at komme op i min suite, få mine efterhånden varme Dolce sko af, tage et koldt bad og gøre mig klar til aftenens middag med restaurantchefen på Dubais mest særprægede restaurant – Al Mahara! Nok en af verdens eneste seafood restauranter der har fisk som naboer. Restauranten er en del af hotellet, og for at komme ned til restauranten må man tage den lille ubåd. Vi skal nemlig under jordens overflade for at kunne nyde udsigten til søens venner, som vi skal til at spise!

For mit vedkommende står den på hummere, beluga og champagne, men det er et menu kort der sikkert kan få fiskeelskeres ganer til at løbe i vand. Personligt er jeg her mere for omgivelserne – og heldigvis er der hummere, hvilket jeg betegner som havets 2. skat efter Belugaen.

Mit hoved begyndte at køre rundt – kombinationen havde givet bagslag. Det næste jeg husker er min smilende chauffør der vist nok havde noget overbærende i blikket.

Det var en skøn morgen. Nu kunne jeg huske hvorfor jeg var her. Det var hotellet jeg skulle skrive om. Min LTop røg op i sengen og rejsedagbogen blev hevet frem

“Jeg er lige vågnet. Endnu engang har jeg fundet ud af at blandingen af Cristal, Beluga og Möet Rouge ikke er nogen god kombination. Haleri sagde i går aftes at han kunne lide mit Gule Givenchy slips, og jeg tror vist nok at jeg kom til at tage det af sige noget om at jeg egentlig hader slips. Lige nu ligger det i hvert fald på gulvet og er lidt for krøllet. Heldigvis var Haleri til sidst lige så glad som jeg – måske lidt til.

Taftsilke og Tyk Velour

Rundt om mig er det en tyk mørk lilla ædelvelour der varmer mig. Aircon’en fik vist et hak for meget da jeg kom hjem. Da jeg vågnede stirrede jeg i 10 minutter på den smukke taftsilke i guld der udgør min kongeseng. Gulvet er beklædt med tyk velour, og hver en lille genstand på værelset er gennemtænkt. Det var ærgerligt hotellet ikke havde tiltænkt mig en af de to Royal Suites, men jeg kan ikke klage.”

På badeværelset stod Hermès produkter klar, lige til at lægge i min Dior toilettaske. Suiterne på hotellet er mellem 170 og 780 kvadrat meter og har en fantastisk udsigt udover havet. De store vinduer fra væg til væg og gulv til loft, giver en superb udsigt der indbyder til bare at sidde og slappe af og nyde solnedgangen om aftenen med et glas kold hvidvin i en af de store stole.

Badeværelset er ellers et helt kapitel for sig – jeg savner en babe der kunne hælde vand over mig mens jeg sad i det store 2 personers badekar. Spurgte jeg på hotellet kunne det sikkert arrangeres, men jeg nød i stedet Mozarts Sonate i D, og forberedte mig mentalt på at skulle hjem – det var hårdt, men jeg havde et møde Torsdag morgen.

Mahabi havde lukket døren på den hvide og nypudsede Rolls. Mine brune Kalveskinds sko var også nypudsede. De tre dage var gået. Den mellemstore Cartier taske i hånden. Nu skulle jeg blot tage turen med Emirates på first class. Ja, livet er hårdt. Heldigvis var stewardesserne på trods af deres noget fjollede tøj smukke og veldrejede, og forstod hvad brut og castion betyder.

Skal du til Dubai, så gør lige dig selv den tjeneste at tage Am Ex. med, og tjek ind på Burj Al Arab et par nætter.