Dinner is served

Hvorfor betyder det så meget hvordan maden er udformet – og er det i virkeligheden hvad der er det vigtigste? Måske i lige så høj grad er det et spørgsmål om prisen, de andre gæster og hende den lækre tjener.

Sydfrankrig har aldrig været varmere end denne sommer. Fra midten af Juli og 3 uger frem gik den i pendulfart mellem Saint Tropez, Jimmy’z, Hotel de Paris og Cannes. Som altid på stranden i ST fik vi hældt adskillige liter Möet ned ad nogle tøsers kroppe – og noget af det fandt vist også indenbords igen.. Efter at have hørt på Marc og Richard tale om “Frankrigs fineste restaurant” i 2 uger, tog jeg en rask beslutning og ringede til Air Monaco. Næste eftermiddag sad vi i en MRG med kurs mod Paris.

Når du skal til revieraen, så glem i øvrigt at tage taxa til Monaco eller Cannes, det går 4 gange så hurtigt med helikopter (og prisen er faktisk næsten den samme). Vi var alle 4 godt klar over at det ville blive sent, så med et realistisk sind havde vi booket hotel. Marc havde i løbet af 2 timer samlet 7 venner og veninder og reserveret salons particuliers de la Tour D’argent. Et private dining room på restauranten Egentlig forbeholdt selskaber på min. 15 personer og op til ca. 50, men Richard mumlede noget om at han havde gået i skole med André Terrail, som netop havde overtaget restauranten fra faderen, Claude.

Inden middagen mødtes vi med de 7 venner der i mellemtiden var blevet til 8 til en Martini. Til min store glæde var der overtal af de langhårede, og jeg begyndte at huske hvorfor det er så meget lettere at lave modeshows i Frankrig.

André var klar til at byde os velkommen, og vi blev slæbt ned i vinkælderen og fik hele historien om restauranten, der var mere end 400 år gammel, den halve mio. flasker vin der ligger i kælderen etc. Jeg var nu mere interesseret i at få åbnet et par flasker Château Gruaud-Larose. Men de var fra 1870, og ville vist have tidoblet beløbet jeg allerede havde betalt Air Monaco for turen. Tøserne ville have Dom, og det skulle de få! Og selvfølgelig sjusser til hovedretten.

Inden jeg havde set mig om var der blevet bestilt and til mig. Åbenbart er det et must når man besøger Tour D’argent! Ænderne er nummererede og jeg fik vist æren af and nr. 1.000.764 men det gjorde den nu ikke bedre. And er efter min mening for fed en spise. Middagen var udsøgt og lækker ser man bort fra at jeg hellere ville have haft noget andet. Men efter min mening ikke noget man ikke kunne opleve på SGT i København. Men skal man det? Jeg er hverken gourmet eller madanmelder. Kan bare godt lide at leve livet! Og jo, maden var god, men der er ingen tvivl om at dét der gør forskellen er stedet, stemningen, prisen og hende den lækre tjener der sender søde blikke.

Hvad prisen var, det nåede jeg aldrig at se. Enten var det på Richards familieregning, på huset eller ja, jeg ved det ikke. Pludselig stod vi bare på gaden og jeg mærkede en god champagne bobler. Det gjorde tøserne vist også. Beretningen om Tour D’argent slutter her – men det gjorde aftenen ikke!